Hvordan foregår en tandrensning på hund eller kat?
En tandrensning på hund eller kat foregår i fuld narkose. Først fjernes tandstenen vha. ultralydsrensning, og man kan derefter vurdere tændernes status; om der er løse tænder, er der knækkede tænder, er der dybe tandkødslommer eller andet. Derefter poleres tænderne med et pudsemiddel og munden skylles med velduftende vand. Vi tager også altid røntgen af alle tænder, i forbindelse med en tandrensning. Mange tandlidelser gemmer sig under overfladen, og uden røntgen ser man kun toppen af isbjerget.
Hvis der er løse tænder, som let kan fjernes, gøres dette samtidig med tandrensningen. Men er der en eller flere tænder, som er dårlige, og som skal opereres ud, vil dyret typisk blive bedt om at komme tilbage og få ordnet dette nogle uger efter. Grunden til dette er, at det er sundere for dit kæledyr med to korte narkoser end en lang narkose, og nogle af tandoperationerne kan tage lang tid og være meget omfattende. De store kindtænder og hjørnetænderne sidder rigtig godt fast hos både hund og kat, og rødderne på tænderne er lange og sidder dybt i kæben. De store kindtænder skal derfor deles i flere dele, og hver del bores ud for sig.
Det kan være svært at vurdere på en vågen hund eller kat, om en tand er så dårlig, at den skal fjernes, typisk kræver det røntgen af tandens rod for at kunne træffe denne vurdering. Tit bedømmes det derfor først ved tandrensningen, om en tand skal fjernes.
Kontakt os ved spørgsmål
Hvad koster tandrensning på hund? Hvordan forebygger du bedst tandproblemer hos dit kæledyr? Hvis du har spørgsmål som disse, er du naturligvis velkommen til at kontakte os. Vi kan kontaktes på både telefon 32 52 07 60 eller på vores e-mail info@kongelundensdyreklinik.dk.
Bestil tid til tandrensning af hund eller kat
Vær opmærksom på, at du ikke kan bestille tid hos dyrlægen pr. mail, men skal kontakte os telefonisk. Du kan se vores åbnings- og telefontider ude i højre side.
OBS: Ved udeblivelse fra konsultation og/eller operationstid vil man blive pålagt et gebyr på 250 kr. Afbud skal meldes senest 2 timer før aftalt tid og kan foregå på både telefon og mail.